Om at blogge

Thomas

Hvis man først komme i blog-mode kan man ikke stoppe. Det bliver en naturlig ting at poste nye indlæg, og jeg oplevede mandag den succesoplevelse det var at få en følelse af blognørd, der bare ikke kunne stoppe igen. Det helt essentielle er nok at man brænder for sin blog, og det tema man har valgt at blogge om. Såfremt man ikke har meget på hjertet og emnet ligger tæt på samme, synes jeg hurtigt man løber tør for energi. Det er denne problemstilling jeg ser som den største ved at blogge kombineret med en følelse af at man udgiver indhold ingen ser eller har interesse i. Det kan virke som man blogger mere for sin egen skyld end andres, men det er måske også godt nok?

At blogge flere sammen er en udfordring, den røde tråd er svær at holde selvom temaet er det samme. Tilgengæld giver det nye input og nye vinkler, men det personlige ved bloggen mistes. På denne blog valgte vi at skrive om trafik. Det er et emne, der er meget debat om, og alle kan identificere sig med. Det gjorde det let at gå til og skrive om, og det tillod også en personlig indgang til indlæggene også. Det er tilgengæld svært at sætte sig ind i området, og føle man ved nok om området til at bidrage med noget fornuftigt.

Det er interessant at producere noget andet end klassisk journalistik, og overveje sin rolle i mediebilledet i fremtiden.

Søren

Efter at have prøvet kræfter med bloguniverset i tre døgn må jeg indrømme, at det ikke lige har fanget mig – endnu. Bloggens kunst er at finde et emne, der virkelig interesser én, for ellers er min erfaring, at man hurtigt mister lysten til at opdatere sin blog. Ikke at vores emne om trafik var kedeligt, men det fangede bare ikke mig. Når jeg nu ser tilbage på vores blog, minder den mere om et nyhedssite. Vi skulle have haft flere personlige refleksioner/overvejelser/meninger/ønsker til/om trafik flettet ind i vores indlæg. Vi skulle også have haft flere kryshenvisninger til andre blogsider om trafik.

Men når det er sagt, har det også være lærerigt ar arbejde med blog. Lærerigt fordi det har overrasket mig, hvor svært det er at lave en god blog. Både med hensyn til emnevalg, form på blog, layout og ikke mindst at finde den målgruppe, man i virkeligheden ønsker at kommunikere til. For at lave en god blog kræver det stort kendskab til sit stofområde, er min erfaring. For mig er det ikke ikke interessant at læse en blog, som man ikke bliver klogere på. Ikke forstået som bloggere skal være eksperter, men forstået som jeg kan vil blive klogere SAMTIDIGT med, at jeg vil underholdes ved hjælp af den personlige vinkel, som en blog efter min mening skal have.

Tanja
Det er faktisk blevet sjovere henad vejen at blogge. Det er noget af en overvindelse lige pludselig at skulle skrive sin mening og bruge jeg-formen.

Men det kræver også meget tid a opbygge en god blog. Både med at orientere sig i andre medier, blogs og sites for at sætte sig ind i emnet – og dernæst at formulere noget tilnæmelsesvist meningsfyldt i forhold til det. Måske hænger det sammen med, at emnet er så bredt som det er, at det kan være vanskeligt at ide, hvor man skal starte, opg hvor man skal begynde. Desuden har det også noget med forhåndsviden at gøre. Min viden om infrastrukturkommissionen og biobrændstof etc. var/er ret begrænset, og derfor kræver det en del research at sætte sig tilstrækkeligt ind i tingene til at kunne diskutere dem.

I forhold til at kommentere på andres blogs har jeg bemærket, at det er de korte indlæg, der har fænget mig. Det har mest været i den lettere genre. En enkelt gang oplevede jeg dog at kunne komme med et reeelt fagligt indspark til en blog ud fra min baggrundsviden. Der fik jeg en lille åbennaring i forhold til, hvad blogs kan bruges til.

Teoriprøve !

Jeres tre bloggere tog en online teoriprøve. Ser her hvordan det  gik, og prøv selv at gøre det bedre!

Thomas: Jeg tog en online mini teoriprøve på fem billeder og dumpede! Med en fejl i hver af to billeder. Når jeg nu genser billeder og læser spørgsmålene kan jeg godt huske, den gang jeg tog kørekort. Det gælder om at sætte sig ind i sprog og logik, for det daglige sprog og den daglige logik er sat ud af funktion i en teoriprøve. Der er en særlig form for tankegang man skal ind i for at bestå, mere end viden. Jeg fandt ud af jeg ikke ved nok om parkeringsbremse og overhaling på landevej. Spørgsmålet er om mine færdigheder og logik ikke dur i trafikken i praksis? Som jeg ser billederne og deres problemstillinger er det vigtigste at tage hensyn og være opmærksom, og specielt at orientere sig og det passer overens med mine tanker om den “rigtige” trafik man færdes i til dagligt.

Søren: Med otte års erfaring som kørekortindehaver var jeg ikke
bange for at tage kampen op med mine to andre bloggere,
Thomas og Tanja.
Men det skulle jeg aldrig have. Resultat: 5 fejl af 5
mulige. Det giver mig internt en 1.plads i at være køredum.
Men hov, en ting er teori, en anden er praksis i den
virkelig verden. Jeg holder stadig på, at jeg er en god og
forsvarlig bilist.

Tanja: trafikmæssig udfordret

Så fik jeg lige pustet til den mandschauvanistiske ild, der siger, at kvinder ikke kan køre bil. Eller jeg kan ikke – i hvert fald ikke i terorien. Det fastslår resultatet af den teoriprøve til personbil kategori B, som jeg just har taget. Jeg havde svaret forkert på intet mindre end fire ud af fem billederne med tilhørende spørgsmål.
Og ja, jeg har – skræmmende nok – kørekort, hvis nogen skulle vær ei tvivl, og kan faktisk fejre mit tiende år som indehaver af det lille røde plastikkort, der berettiger mig til at sætte mig bag rattet. At jeg så burde holde mig langt væk fra motoriserede køretøjer fortæller kørerkortet (heldigvis) intet om.
Selv om jeg anser mig selv for en – ikke dreven, ikke habil – men i hvert fald en besindig bilist, er det tilbage i mine yngre år som bilfører lykkedes mig at køre ind i stillestående biler mere end én gang, ridset en vens bil, ridset kofangeren på ekssvigerfarsbil, need I say more… Idag holder jeg mig bare helt fra hestekræfterne. i erkenddelse af, at jeg aldrig bliver elitebilist, men må se mig selv kategoriseret som trafikmæssigt udfordret, når det kommer til biler.
Kvinder –  eller i hvert fald mig – kan ikke køre bil. Den må mændene godt få for min skyld. Det gør blot min skadefrohed over mine mandlige medbloggeres lige så katastrofale resultater på prøven desto større.
Tag testen her

Biobrændsel eller hungersnød?

Biobrændstof er for tiden en omdiskuteret mulighed for at mindske transportsektorens og private bilisters CO2-udledninger. Det vil uden tvivl være tilgavn for miljøet, så hvorfor ikke bare gøre det? Men helt så simpelt er det ikke. For skal der gørs plads til at dyrke de store arealer af majs og andre afgrøder til biobrændsel, der er nødvendig for at levere den nødvendige brændstof, vil det gå ud over afgrøderne til den føde, vi mennesker skal leve af. Sådan Jens Hvass i sin blog Strøtanker om bæredygtighed.
Idag kan et areal, som kan brødføde en person i et år, producere omkring 60 liter bioethanol, skriver han i indlægget. Det er der altså ikke mange kilometer i. Desuden bruger vi allerede vi i den rige del af verden meget mere jord per person, end der globalt set er til rådighed, så hvis klodens i forvejen pressede landbrugsareal også skal levere brændstof til transport, kommer det til at knibe, er hans pointer.
Hans konklusion er, at videreudviklingen af biobrændstof bør i bero, indtil bæredygtig plan for, hvordan brændstoffet vil kunne tilvejebringes, foreligger.

Et spændende perspektiv på diskussionen om biobrændsel. Skræmmende, at vi i den grad har et (over)forbrug, som gør, at det bliver vanskeligt for os at gøre det rigtige i forhold til kilma o miljø. Om det så betyder, at udviklingen af biobrændstof helt bør sættes i bero, er jeg mere skeptisk overfor. For vil det ikke også påvirke afgrøderne i fremtiden, hvis vi forsat tillader CO2-udledninger i det omfang, vi gør nu? Måske ikke for os og vores nærmeste efterkommere, men dog inden for overskuelig fremtid? Forfatter og journalist Mark Lynas spår i sin bog Six Degrees, at klimaforandringer blandt andet som følge af CO2-udledninger vil have store betydninger for hvilke typer af afgrøder og dyr, der vil kunne klare sig i et ændret klima. Desuden vil de højre temperreaturer ifølge Mark Lynas skabe normadefolk fra andre steder i verden, som vil valgfarte til det frodigere og køligere Skandnavien og nordlige Europa, hvilket vil medføre problemer med at få mad nok til alle. Og det er et scenarie, som - hvis Mark Lynas har ret – ligger ikke mere end årtier ud i fremtiden. Er vi så ikke lige vidt? Er det måske så ikke en mere holdbar løsning at tage hånd om problemet nu, fortsætte udviklingen af biobrændstof og i stedet fokusere på en anderledes levevis, hvor vi i Vesten i højere grad sætter tæring efter næring?

Om Jens Hvass
Uddannet arkitekt, og arbejder i dag primært med arkitekturforskning. Tidligere medlem af Freja-gruppen, en studiegruppe, som søgte at definere arkitektens arbejdsopgaver i økologiske sammenhænge og arkitektstudiet som et studie i kulturøkologi.
Kilde: jenshvass.com

Læs og diskuter på Mark Lynas’ blog.

Kvinderne kommer

En ny dansk forskningsrapport dokumenterer, at der på europæisk plan eksisterer klare kønsforskelle hvad angår rejsemønstre. Det viser sig, at kvinders transportvaner generelt er mere bæredygtige end mænds. Samtidig stiftes en ny forening i Danmark, der hedder Foreningen for Bæredygtig Trafik.

Kvinder og biler ? (Foto: Scott Oldman. New Youk Autoshow 200

Forskningen analysere hvordan bla. køn har indflydelse på måden man transportere sig på og hvordan der er forskel på hvordan kvinder og mænd opfatter infrastrukturen i forhold til deres sikkerhed. Sikkerhed og frygt hænger sammen, og forskerne peger på at der bør indføres ligestilling i infrastrukturen for at kvinder skal føle sig trygge og dermed være bedre i trafikken. I tyske parkeringhuse er pladserne tættest på døren reserveret til kvinder, og i Tokyo er der metrotoge kun for kvinder.

Kvinder er mere aktive indenfor bæredygtigt transport, forskningsprojekter, og Volvo har brugt kvinder som udgangspunkt da de har designet en ny bil med kvinder som målgruppe, og offentlige transport firmaer i England som London Transport har fokus på kvinderne, der er mere tilbøjelige til at vælge udfra bæredygtighed.

Kvindelige værdier sniger sig ind i den ellers mands dominerede bil-verden. Er mændene ved at miste den sidste bastion, eller er tiltagene for det bedre? Og vil kvinder begynde at tale om køreglæde ?

Forsknings rapport

Bæredygtig trafik

Transporttest i Århus: Hvordan kommer man hurtigst frem?

En blog om trafik skal selvfølgelig også have en rigtig hvordan-kommer-man-hurtigst-fra-a-til-b-test.

Derfor satte vi - de tre personer bag bloggen: Tanja, Thomas og Søren - os for at finde ud af, hvordan man hurtigt kommer cirka fire kilometer rundt i Århus ved hjælp af tre forskellige transportmidler.

Én i taxa, én på cykel og én i bus. Mission: Hvem kommer først fra Journalisthøjskolen i Århus Nord til domkirken i Århus midtby.

Tirsdag kl.13.31. lød starten.

Men hvem kommer først? Og hvordan er turen? Læs de tre meget forskellige beretninger her.

Thomas på cykel:

Det er pænt vejr, da starten går fra cykelstativerne ved
Journalisthøjskolen. Triller ud fra skolen på min cykel,
min blå cabriolet. Med rasende fart skærer jeg mig gennem
trafikken. Jeg undgår med nød og næppe tre piger midt på
cykelstien med mobiltelefoner og sladder på læberne – en
enkelt med god røv også. Det er livsfarligt. Hastigheden
nærmer sig bilernes ned ad Randersvej mod domkirken, vores
mødested. Taxaen med Tanja har overhalet mig, men bussen er
ikke i syne. Handsker! Vind er koldt i høj hastighed, ved
alle. Ikke jeg. Drejer om hjørnet ned af Mejlgade.
Den er proppet med cyklister og modkørende biler, det er en
flaskehals. Jeg prøver at overhale de andre cykler, men
mødes konstant af biler og de andre cykler bremser. Kors nu
holder vi stille som en bedre bilkø. Temperaturen stiger.
Så flyt jer dog. Rundt om hjørnet ved domkirken. Der er
brosten. Hele mit kadaver rystes fra hinanden, og jeg må
holde i styret for ikke at komme ud af kurs. Om pigen i
sine høje hæle som jeg overhaler eller jeg selv er tættest
på at brække knogler, ved jeg ikke. Brosten ud af byen nu.
Jeg er fremme ved kirken som nummer to. Taxaturen var
hurtigere, men hvor er bussen?

Tanja i taxa:

Da jeg ikke selv hører til kategorien bilejer, har jeg
allieret mig med en taxa og tilhørende chauffør. Klokken
13.31 sætter jeg mig ind i den mørke Mercedes 320. Vi
lægger ud fra Oluf Palmes Alle 11 i det nordlige Århus.
Første forhindring er et lyskryds ved den befærdede
Randersvej, godt 60 meter længere henne. Motoren knurrer i
tomgang, mens biler og cykler suser forbi. Jeg synes, vi
holder stille provokerende længe, selv om det vel ikke har
taget mere end et par minutter. Bilruden i førersiden er
rullet ned. Alligevel river en let brise af sur tobak i
mine næsebor. Chaufføren er i snakkehumør. Jeg har
hovedpine. Skift nu, fordømte lys.
Endelig sætter vi i gang. Jeg spiller min rolle som
deltagende samtalepartner med manden bag rattet. Det
hjælper faktisk på utålmodigheden, og resten af turen synes
trafikguderne at være med os. I hvert fald er de
efterfølgende ophold ved lyskryds mindre frustrerende for
mig.
Vi når frem til parkeringspladsen ved Århus Domkirke i
hjertet af smilets by, og klokken 14.44 kan jeg erklære mig
som vinder af bloggergruppens interne trafikopgør.
Selv om jeg sværger til min bordeaux jernhest og til enhver
til ville påstå, at cyklen er det mest effektive
transportmiddel, må jeg give mig: bilen er ikke noget helt
ueffen måde at flytte sig fra a til b på – selv i byen. Jeg
kom hurtigst frem – endda komfortabelt placeret i et blødt
bilsæde og uden sved på panden.

Søren i bus:

Fedt, en okay-start tænker jeg, da jeg lister ud til
busstoppestedet foran Journalisthøjskolen og opdager, at
der kun er fem minutter til ”min” bus nummer 14 kommer.
Bussen, som skal bringe mig direkte ned til domkirken,
minus dog de cirka 150 meter jeg skal gå for at nå det
grønne spir. At bussen viser sig at være tre minutter
forsinket giver lidt frustration, for vi taler om kostbar
tid i kampen mod de to andre. En halvkrøllet Urban fundet
på et sæde slår dog tiden ihjel, og efter kort tid går det
derudad ned ad Randersvej. Her kl.13.48 er bussen kun
halvfyldt, så jeg kan med behag folde avisen helt ud uden
at skulle være bange for at ramme en sidemand. Da jeg
forlader bussen, har jeg kun et spørgsmål: Er de andre nået
frem? Det er de – desværre – ser jeg to minutter efter.
27 minutter tog min tur og kostede mig sølle 11,5 kroner
ved brug af mit klippekort. Så går det nok, at jeg tabte..
bilder jeg mig selv ind…

Kan vi dele ?

Ofte ser man lange køer af biler, og der sidder en i hver bil. Så er der bilerne, der bare står parkeret og måske ikke bliver brugt hver dag. Altsammen koster tid og penge. Løsningen kommer fra Schweiz og er 60 år gammel, men først lige begyndt at komme i Danmark.

Ideen er dele-bil, og udsprang af nød og mangel på benzin og biler men kan idag spare plads og penge. Rundt omkring er der parkeringspladser markeret med dele-bil. Æv! Der kan man ikke holde, men det er der andre, der kan! Tanken er, at man går flere sammen om en bil og deler den mellem sig efter behov. Fordelene er endeløse: Miljø, penge, plads!

Nogle steder f.eks. i København og Århus ejer en forening bilerne, og man kan leje sig ind efter behov, pr. time, dag og uge.

Spørgsmålet er så, om vi kan dele biler med andre?

Tjek København Delebiler eller Århus Delebiler, der er også links til andre foreninger.

Hvem sagde, at irakere kan køre bil?!?

Om det er mangel på strøm i lysreguleringerne, der  gør, at irakere kører, som de gør i ovenstående klip, skal være usagt. Men vigepligt findes tilsyneladende ikke i Irak. Gad vide hvordan det ser ud, når en amerikansk, britisk elller dansk kampvogn kommer forbi?

Kan vi lære af vietnamesere?

Vietnams hovedstad Hanoi er kendt for sine millioner af scootere. Og fantastisk er det at nyde, hvordan de indfødte nærmest som tissemyrer kører ind og ud mellem hinanden - uden at det tilsyneladende går galt og på ingen måder sænker trafikken. Tværtimod. Fuld skrald på - hold fast hvis du vil se klippet.

Smutter lige over for rødt

Hvor tit smutter man ikke over før rødt lys på cykel eller lige rundt om hjørnet? Det er bare livsfarligt, er det ikke?

Siden 1997 er antallet af dræbte cykelister halveret viser en statistik. På sikkertrafik.dk kan du få gode råd om dig og din cykel, og hvordan du kan cykel sikkert igennem trafikken. Nogle af de gode råd handler om bremser, reflekser og cykellygter samt cykelhjelm.

Antallet af dræbte cyklister har holdt sig på et stabilt lavt niveau siden 1998, men risikoen for at blive dræbt eller blive alvorligt kvæstet er stadig mindst seks gange større på cykel end i bil pr. kørt kilometer. De typiske uheld sker ved, at cyklisten bliver påkørt bagfra af en bil eller af en modkørende bil, der overhaler, eller at cykelisten selv kører ind i en åben bildør.

Endelig sker halvdelen af cykeluheld, når cykelisten kører over for rødt!

- Cykler frem for biler i Århus

Problemet med overfyldte cykelstativer i Århus, hvor cykler flere steder nærmest ligger smidt hen, er så stort, at det må der gøres noget ved nu.

Det mener Socialdemokraterne i den jyske hovedstad.

 

 

Hvem kender ikke dette syn fra Århus midtby? FOTO: bikeclub.wordpress.com

- Flere af de mest benyttede cykel­parkeringspladser i byen er plaget af en meget betragtelig underkapacitet. Det betyder, at cyklerne ofte er parkeret ”hulter til bulter” og ­ikke sjældent er til gene for andre trafikanter og for de handlende, skriver Kristian Würtz i indstillingen fra den socialdemokratiske byrådsgruppe, ifølge Århus Stiftstidende i dag.

 

Socialdemokraterne mener ligefrem at der er tale om en ”kirkegård” for stjålne cykler, mens cykler, der endnu ikke er stjålet, frister en udsat tilværelse.

 

Kristian Würtz mener, at bedre cykel­parkering i midtbyen om nødvendigt skal ske ved at inddrage gadeparkeringspladser, der i dag er forbeholdt biler.

 

 Hvad mener du? Har Socialdemokraterne ret?

  Læse hele artiklen på stiften.dk her.